23948sdkhjf

Fødevarestyrelsen finder yderligere 6,9 ton forurenede æg

To virksomheder har eller er i gang med at trække æg tilbage, mens to virksomheders færdigretter er undersøgt.
Jagten på æg fra forurenede æggebesætninger i Belgien og Holland fortsætter i Danmark.

Fødevarestyrelsen oplyser torsdag, at den har fundet yderligere 6,9 ton hos to virksomheder.

Den ene virksomhed står for langt størstedelen af fundet, og her er æggene trukket tilbage. Her er æggene videresolgt som kogte eller pillede æg.

I den anden virksomhed - der står for 108 kilo æg af fundet - er tilbagetrækningen i gang.

Æggene er forurenede med giftstoffet fipronil. Æggene er importeret som kogte og pillede æg, der bruges i eksempelvis æggesalat.

Fødevarestyrelsen har også været på besøg hos to producenter af færdigretter. Her har styrelsen undersøgt niveauet af fipronil og fundet, at det ikke er på et farligt niveau.

Derfor er færdigretterne ikke trukket tilbage.

Indholdet af fipronil i æggene er ikke akut sundhedsskadeligt. Men fipronil er forbudt, og derfor trækkes æg og æg produkter med fipronil tilbage og destrueres.

Undersøgelser af æg indført til Danmark fra de berørte områder, viser koncentrationer på op til 0,018 milligram per kilogram.

Det sundhedsskadelige niveau indtræffer først ved koncentrationer på over 0,72 milligram kilogram.

Hvis man skulle indtage stoffet i en sundhedsskadelig koncentration kan det give kvalme, mavesmerter, svimmelhed, opkast og epileptiske anfald. Efter længere tids påvirkning kan det give lever- og nyreskader.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.199